tirsdag den 9. august 2011

Velkommen tilbage efter sommerferien

Sommerferien nærmer sig sin afslutning. Solen og varmen har heldigvis vist sig fra sine bedste sider den sidste uges tid og mon ikke august ligeledes går hen og bliver solrig. Jeg ser frem til at møde jeres børn igen ved skolestart. Det er en meget større glæde at møde på arbejde, når eleverne fylder skolegården, haven, klasselokalerne og gangene med liv og energi. Vores SFO - SPIREN åbnede mandag den 1. august, så jeg har allerede haft fornøjelsen af at møde nogle af Indskolingens elever. Herligt at se dem møde hinanden med glæde efter en lang ferie, se dem klatre i træerne, lege i haven, høre dem på gangene. Jeg glæder mig til, at skolen om et øjeblik atter kommer til at emme af liv, glæde, nysgerrighed og lærdom.
Planlægningen af skoleåret 2011-2012 har været i gang et godt stykke tid. De sidste måneder op mod sommerferien blev den lange planlægning til konkrete tiltag, så som timefagplan, nye skemaer, lokalestruktur etc. De sidste tre uger har arbejdet været af mere praktisk og håndværksmæssig karakter. Istandsætning af nye lokaler, flytning af borde og stole, hovedrengøring, klargøring til bogudlevering etc. Sct. Knuds Skole har de sidste par år været i en rivende udvikling og dette kommer til at betyde nogle konkrete ændringer i kommende skoleår.

Investering i vores kerneydelse - Undervisningen
Som en vigtig del af skolens visioner, ønsker vi hele tiden at være på forkant med det, der måtte komme i fremtiden. Kravene bliver større og derfor har vi besluttet at opnormere vores undervisningstimetal på mange klassetrin.
Faget Fysik-Kemi påbegyndes som noget nyt allerede i 6. klasse i kommende skoleår, ligesom der bliver tildelt ekstra timer til holddeling af Fysik-Kemi i 9. klasse. Ydermere er der opnormeret i visse andre fag i overbygningen. Indskolingens timetal forhøjes ligeledes og vi arbejder på at tilknytte pædagogisk personale i nogle af timerne i Indskolingen.

Nye ansigter på Sct. Knuds Skole
I en periode hvor mange skoler i Fredericia og i landet ser sig nødsaget til at afskedige lærere og pædagoger, gør vi på Sct. Knuds Skole det stik modsatte. Pr. 1. august 2011 har vi ansat to nye lærere i faste stillinger; Jerone Enevoldsen og Anja Egebjerg. Skolens ledelse og bestyrelse valgte ikke at opslå disse stillinger, da vi var meget fokuserede på at finde lige netop de lærere med de kvaliteter og kompetencer, menneskelige som faglige, som sammen med vores nuværende dygtige personale, skal være med til at udvikle skolen i fremtiden. Giv dem en varm velkomst, når I møder dem på skolen. Jeg er overbevist om, at de hurtigt vil falde til på Sct. Knuds Skole og at I og jeres børn vil opleve dem som autentiske, nærværende og fagligt meget kompetente.

Hertil skal nævnes, at vi allerede pr. 1. marts 2011 fastansatte Cecilie Copeland som lærer på skolen.

Der er også sket opnormeringer af det pædagogisk personale på skolen pr. 1. august 2011. Skolen har fastansat Cecilie Hansen og Bente Lilleøre i faste stillinger. Bente og Cecilie, som begge er uddannede pædagoger, vil hovedsaligt have deres gang i SFO, og vil fremadrettet ligeledes blive tilknyttet som støtte- og resursepersoner i Indskolingen.

Ny person i ledelsen
Vores nuværende børnehaveklasseleder Susanne Hyre-Jensen indtrådte pr. 1. august i skolens ledelse. Susanne skal være afdelingsleder for Indskoling, SFO samt vores kommende børnehave, som vi arbejder på at opstarte primo 2012. Stillingen er sammensat, så Susanne stadig er børnehaveklasseleder for vores yngste elever på skolen.

Nye lokaler - Flere kvadratmeter
Vi har i indeværende skoleår arbejdet meget fokuseret på at finde muligheder for at udvide vores bygningsmasse. Vi har de lokaler, der skal til for at drive vores skole, men vi vil meget mere…! Første etape i udviklingen af vores bygningsmasse faldt på plads medio juni, ved at vi har lejet os ind i Gothersgade 30. Der er ca. 150 kvm. med tilhørende tolietbygning, som vil komme til at betyde mere plads til vores kreative fag til gavn for skole og SFO (og børnehave).

Vi arbejder i skrivende stund på yderligere udvidelse af vores bygningsmasse og dette blive et stort fokuspunkt i kommende skoleår for ledelse og bestyrelse på Sct. Knuds Skole. Visionen om flere kvm. handler ikke om, at vi ønsker at blive en stor skole med mange elever. Vi arbejder for at kunne tilbyde vores nuværende elever samt personale endnu bedre fysiske rammer, som kan være med til at hæve vores overligger i forhold til vores undervisningsmiljø. Det skal være helt i top. En indikation af hvor vi gerne vil hen med vores indretning af eksisterende lokaler, kan I se i vores børnehaveklasse. Fleksible klasserum med Mindboards, multifunktionelle IT-løsninger, skolemøbler i moderne design og tanken om at skabe rolige omgivelser med gennemtænkte farvevalg på vægge, er planen for fremtidens lokaler på Sct. Knuds Skole. Vi er i gang og vil året igennem arbejde videre med dette.

Forældrerådsrepræsentanter - Vigtige sparringspartnere i dagligdagen
Ved første forældremøde ultimo august / primo september skal der vælges repræsentanter til skolens forældreråd. Jeg håber, at mange af jer har lyst til at arbejde i dette organ i kommende skoleår til gavn for skolens elever. Der planlægges 3-4 møder af 2 timers varighed i løbet af skoleåret 2011-2012. Forældrerådet er medansvarlig for planlægning af skolens deltagelse i Hannerupløbet, forældrearbejdsdage, skolens store fastelavnsfest etc., og er i hverdagen vigtige dialogpartnere for skolens ledelse og bestyrelse.

Første skoledag
Mandag den 15. august 2011 er der skoledag for alle elever fra kl. 09.00 - 11.00. Vi mødes i skolegården til morgensang og velkomst. Her vil der ligeledes blive givet nogle praktiske informationer. Eleverne følges med deres klasselærere til deres klasseværelser. Forældre er meget velkommen til at deltage denne dag og der vil blive serveret kaffe og te i gården, når børnene går ud i klasserne. Der vil hele tiden være nogle lærere, ledelse eller bestyrelse til stede i gården, hvis I skulle have nogle spørgsmål. Kontoret er ligeledes åbent fra kl. 08.00.

Hjertelig velkommen til et nyt skoleår. Og en speciel velkomst til de nye elever og forældre, som vi den 15. august 2011 byder velkommen til Sct. Knuds Skole. Jeg er overbevist om, at vores samarbejde med nye som gamle forældre vil blive frugtbart og konstruktivt til gavn for alle vores dejlige børn på Sct. Knuds Skole.

Med sol og megen glæde

Joachim Grundtvig
Skoleleder

Ingen kommentarer:

Send en kommentar