tirsdag den 9. august 2011

Velkommen tilbage efter sommerferien

Sommerferien nærmer sig sin afslutning. Solen og varmen har heldigvis vist sig fra sine bedste sider den sidste uges tid og mon ikke august ligeledes går hen og bliver solrig. Jeg ser frem til at møde jeres børn igen ved skolestart. Det er en meget større glæde at møde på arbejde, når eleverne fylder skolegården, haven, klasselokalerne og gangene med liv og energi. Vores SFO - SPIREN åbnede mandag den 1. august, så jeg har allerede haft fornøjelsen af at møde nogle af Indskolingens elever. Herligt at se dem møde hinanden med glæde efter en lang ferie, se dem klatre i træerne, lege i haven, høre dem på gangene. Jeg glæder mig til, at skolen om et øjeblik atter kommer til at emme af liv, glæde, nysgerrighed og lærdom.
Planlægningen af skoleåret 2011-2012 har været i gang et godt stykke tid. De sidste måneder op mod sommerferien blev den lange planlægning til konkrete tiltag, så som timefagplan, nye skemaer, lokalestruktur etc. De sidste tre uger har arbejdet været af mere praktisk og håndværksmæssig karakter. Istandsætning af nye lokaler, flytning af borde og stole, hovedrengøring, klargøring til bogudlevering etc. Sct. Knuds Skole har de sidste par år været i en rivende udvikling og dette kommer til at betyde nogle konkrete ændringer i kommende skoleår.

Investering i vores kerneydelse - Undervisningen
Som en vigtig del af skolens visioner, ønsker vi hele tiden at være på forkant med det, der måtte komme i fremtiden. Kravene bliver større og derfor har vi besluttet at opnormere vores undervisningstimetal på mange klassetrin.
Faget Fysik-Kemi påbegyndes som noget nyt allerede i 6. klasse i kommende skoleår, ligesom der bliver tildelt ekstra timer til holddeling af Fysik-Kemi i 9. klasse. Ydermere er der opnormeret i visse andre fag i overbygningen. Indskolingens timetal forhøjes ligeledes og vi arbejder på at tilknytte pædagogisk personale i nogle af timerne i Indskolingen.

Nye ansigter på Sct. Knuds Skole
I en periode hvor mange skoler i Fredericia og i landet ser sig nødsaget til at afskedige lærere og pædagoger, gør vi på Sct. Knuds Skole det stik modsatte. Pr. 1. august 2011 har vi ansat to nye lærere i faste stillinger; Jerone Enevoldsen og Anja Egebjerg. Skolens ledelse og bestyrelse valgte ikke at opslå disse stillinger, da vi var meget fokuserede på at finde lige netop de lærere med de kvaliteter og kompetencer, menneskelige som faglige, som sammen med vores nuværende dygtige personale, skal være med til at udvikle skolen i fremtiden. Giv dem en varm velkomst, når I møder dem på skolen. Jeg er overbevist om, at de hurtigt vil falde til på Sct. Knuds Skole og at I og jeres børn vil opleve dem som autentiske, nærværende og fagligt meget kompetente.

Hertil skal nævnes, at vi allerede pr. 1. marts 2011 fastansatte Cecilie Copeland som lærer på skolen.

Der er også sket opnormeringer af det pædagogisk personale på skolen pr. 1. august 2011. Skolen har fastansat Cecilie Hansen og Bente Lilleøre i faste stillinger. Bente og Cecilie, som begge er uddannede pædagoger, vil hovedsaligt have deres gang i SFO, og vil fremadrettet ligeledes blive tilknyttet som støtte- og resursepersoner i Indskolingen.

Ny person i ledelsen
Vores nuværende børnehaveklasseleder Susanne Hyre-Jensen indtrådte pr. 1. august i skolens ledelse. Susanne skal være afdelingsleder for Indskoling, SFO samt vores kommende børnehave, som vi arbejder på at opstarte primo 2012. Stillingen er sammensat, så Susanne stadig er børnehaveklasseleder for vores yngste elever på skolen.

Nye lokaler - Flere kvadratmeter
Vi har i indeværende skoleår arbejdet meget fokuseret på at finde muligheder for at udvide vores bygningsmasse. Vi har de lokaler, der skal til for at drive vores skole, men vi vil meget mere…! Første etape i udviklingen af vores bygningsmasse faldt på plads medio juni, ved at vi har lejet os ind i Gothersgade 30. Der er ca. 150 kvm. med tilhørende tolietbygning, som vil komme til at betyde mere plads til vores kreative fag til gavn for skole og SFO (og børnehave).

Vi arbejder i skrivende stund på yderligere udvidelse af vores bygningsmasse og dette blive et stort fokuspunkt i kommende skoleår for ledelse og bestyrelse på Sct. Knuds Skole. Visionen om flere kvm. handler ikke om, at vi ønsker at blive en stor skole med mange elever. Vi arbejder for at kunne tilbyde vores nuværende elever samt personale endnu bedre fysiske rammer, som kan være med til at hæve vores overligger i forhold til vores undervisningsmiljø. Det skal være helt i top. En indikation af hvor vi gerne vil hen med vores indretning af eksisterende lokaler, kan I se i vores børnehaveklasse. Fleksible klasserum med Mindboards, multifunktionelle IT-løsninger, skolemøbler i moderne design og tanken om at skabe rolige omgivelser med gennemtænkte farvevalg på vægge, er planen for fremtidens lokaler på Sct. Knuds Skole. Vi er i gang og vil året igennem arbejde videre med dette.

Forældrerådsrepræsentanter - Vigtige sparringspartnere i dagligdagen
Ved første forældremøde ultimo august / primo september skal der vælges repræsentanter til skolens forældreråd. Jeg håber, at mange af jer har lyst til at arbejde i dette organ i kommende skoleår til gavn for skolens elever. Der planlægges 3-4 møder af 2 timers varighed i løbet af skoleåret 2011-2012. Forældrerådet er medansvarlig for planlægning af skolens deltagelse i Hannerupløbet, forældrearbejdsdage, skolens store fastelavnsfest etc., og er i hverdagen vigtige dialogpartnere for skolens ledelse og bestyrelse.

Første skoledag
Mandag den 15. august 2011 er der skoledag for alle elever fra kl. 09.00 - 11.00. Vi mødes i skolegården til morgensang og velkomst. Her vil der ligeledes blive givet nogle praktiske informationer. Eleverne følges med deres klasselærere til deres klasseværelser. Forældre er meget velkommen til at deltage denne dag og der vil blive serveret kaffe og te i gården, når børnene går ud i klasserne. Der vil hele tiden være nogle lærere, ledelse eller bestyrelse til stede i gården, hvis I skulle have nogle spørgsmål. Kontoret er ligeledes åbent fra kl. 08.00.

Hjertelig velkommen til et nyt skoleår. Og en speciel velkomst til de nye elever og forældre, som vi den 15. august 2011 byder velkommen til Sct. Knuds Skole. Jeg er overbevist om, at vores samarbejde med nye som gamle forældre vil blive frugtbart og konstruktivt til gavn for alle vores dejlige børn på Sct. Knuds Skole.

Med sol og megen glæde

Joachim Grundtvig
Skoleleder

mandag den 14. marts 2011

Foråret er på vej... Håber jeg...!

Foråret er på vej... Datoen i kalenderen siger i hvert fald, at det er forårstid, men det lader vente lidt på sig endnu…

Månederne fra marts og frem mod sommerferien er meget travle på Sct. Knuds Skole. Emneuger, skolefest, opstart af førskoleklassen, lejr- og studieture, sprogskoleophold, skriftlige og mundtlige afgangsprøver, årsmøde etc. Der er fuld fart på og vi skal alle, voksne som børn, huske at trække vejret en ekstra gang og nyde roen, når stilheden endelig indfinder sig i weekenderne og de helligdage der kommer.

Skolefesten, som i år afholdes fredag den 1. april på Fredericia Teater, er skolens helt store årlige fest for elever, ansatte, forældre, bedsteforældre, søskende etc. SKAL DER VÆRE FEST, SÅ LAD DER VÆRE FEST….! Jeg håber på, at I alle bakker om vores skolefest, så det bliver en fantastisk aften for os alle. En aften hvor vi i fællesskab vil nyde, grine og juble over de mange flotte indslag på scenen og efterfølgende hygge os sammen med mad og dans i de fantastiske rammer på Fredericia Teater.

Skolens årsmøde, som bliver afholdt onsdag den 6. april, er et meget vigtigt møde for skolen og dennes forældrekreds. Her er der mulighed for at høre mere om skolens pædagogiske og økonomiske drift og visioner, samt at stille spørgsmål til skolens bestyrelse. Men måske det vigtigste på denne aften er valget af medlemmer til skolens bestyrelse, som er den øverste myndighed på Sct. Knuds Skole. I år skal der både vælges bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter. Kære forældrekreds; gør jeres indflydelse gældende og kom til årsmødet.

For eleverne i 9. klasse vil datoen den 15. april måske blive imødeset med både spænding og nervøsitet. Her vil udtræksfagene blive offentliggjort. Bliver det tysk, samfundsfag, engelsk - måske geografi, biologi eller noget helt andet, eleverne skal op i til FSA-prøverne. Ligegyldigt hvad det bliver, er jeg sikker på, at vores 9. og 10. klasse kommer til at få nogle flotte resultater ved FSA- og FS10-prøverne.

OG SÅ STARTER VORES NYE ELEVER I FØRSKOLE...!! Jeg glæder mig til at hilse på vores nye førskolebørn den 4. april. Det bliver en stor dag for os alle, men nok mest for børnene der skal begynde i skole for første gang. Og med disse elever når vores elevtal frem mod sommerferien lige netop op over 200. Masser af skolekammerater man kan have det sjovt og godt med....:-)

Foråret er på vej… Det håber jeg i hvert fald…

Med mange forårshilsner

Joachim Grundtvig
Skoleleder

mandag den 20. december 2010

Snart banker 2011 på døren...

Sidste skoledag i kalenderåret 2010 er veloverstået. Stemningen var varm og glædefyldt i de forskellige klasseværelser og nu er det tid til juleferie…! Før vores mange elever blev sluppet løs, sluttede vi af i Sct. Knuds Kirke til vores traditionsrige julegudstjeneste. I år med lidt ekstra indhold, da præmierne fra årets Nisseløb også skulle uddeles. Et nyt og sjovt tiltag på skolen, af idrætslærer Birgitte Arnott, som jeg er overbevist om, bliver en af skolens fremtidige traditioner. Efter knus og kram blev eleverne sendt af sted med ønsket om en god jul og et godt nytår til dem og deres familier.

Det har været et spændende og fantastisk og første halvår på skolen i skoleåret 2010-2011. Der har været masser af gode oplevelser og samarbejdet mellem personale, elever og forældre har været godt og konstruktivt. Der vil i alle sammenhænge, hvor så mange mennesker mødes, komme uoverensstemmelser. Jeg er taknemmelig for den måde både elever og forældre har ønsket den konstruktive og fremadrettede dialog - ønsket om at lytte, diskutere, finde løsninger og se muligheder frem for begrænsninger. Dette er efter min mening en af de vigtige egenskaber, som vores elever skal tillære sig og udvikle, så de står endnu stærkere i den brogede verden, som de nu og i fremtiden vil møde.

På kontoret har der været travlt siden juleferiens komme. Den meget triste nyhed om Lillebælt Skolens lukning kom som en kontant og hård melding fredag eftermiddag. Først gik mine tanker og bekymringer til de mange elever, der lige pludselig har fået trukket en stor del af deres hverdag væk under dem. Og så her lige inden jul og nytår, hvor tiden skulle være brugt på hygge med familien; uden de store bekymringer. Men selvfølgelig er der flere skæbner, når en sådan situation indfinder sig. Forældre, lærere, ledere og andet personale, som har kæmpet og knoklet for Lillebælt Skolen, men nu må se indsatsen ikke bære frugt, må stå tilbage med en tomhed, som vi andre nok aldrig vil kunne forstå. Jeg er fuld af beundring for den kamp, de har ført og ønsker dem alle al mulig held og lykke fremtiden.

Snart banker 2011 på døren og jeg glæder mig til atter at møde alle elever på skolen. Vi skal begynde året med at byde velkommen til en del nye elever. Nogle elever som en konsekvens af Lillebælt Skolens lukning, men også andre som aktivt har valgt Sct. Knuds Skole til af andre og ikke så direkte nødvendige grunde. Men fælles for alle vores nye elever skal være, at vi på skolen vil gøre vores ypperligste for at deres nye skolehverdag vil blive fyldt med glæde, gode oplevelser og masser af faglige udfordringer.

Jeg ser frem til vores nye år. Jeg ser frem til samarbejdet med personale, bestyrelse, forældre og elever. Jeg ser frem til at arbejde endnu tættere sammen med skolens forældre- og elevråd. Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet med at udvikle vores gode skole til gavn for de vigtigste brugere - vores dejlige elever.

Med ønsket om en velsignet jul og et lykkebringende nytår

Joachim Grundtvig
Skoleleder

tirsdag den 5. oktober 2010

Udfordringer er der masser af...

Jeg ser frem til Folketingets åbning med en vis portion skepsis og dog kan det betyde, at der kommer lidt mere klarhed over regeringens til tider uklare meldinger om de Frie Grundskolers plads i det danske uddannelsessystem. Der er sat utallige mål op for grundskolen i Danmark de sidste mange år og der kommer helt sikkert utallige nye til i 2011. Det er som beskrevet i mit sidste blog-indlæg ikke blevet lettere at være Fri Grundskole pga. af de massive nedskæringer i vores driftstilskud, befordringsbidrag, støtte til specialområdet etc. Måske regeringen synes, at det går ”lidt for godt” for os Frie Skoler, men på Sct. Knuds Skole leverer vi ”varen” og mere til i forhold de krav, som der er blevet stillet. Endda med fremragende resultater ved de afsluttende afgangsprøver i 9. og 10. klasse. Jeg har kaldt overskriften på dette indlæg - ”Udfordringer er der masser af...”. Det er der og vi er på skolen klar til at møde disse; nu og i fremtiden.

Undervisningen fylder selvfølgelig det meste af dagligdagen på skolen, men undervisning er andet end faste pladser, spidsede blyanter (eller mangel på samme ☺), lærerne ved katederet og fyldte whiteboards. Kreative uger, undervisning ud af huset, musicalforestillinger, kunstbesøg på Trapholt, Parkour i idræt, aktive ”elevrødder” og meget andet er med til at skabe i læringsmiljø på skolen, som jeg er stolt af. At ”uddanne” starter med at ”danne” og dannelse er en stor del af Sct. Knuds Skoles ansvar overfor vores elever. Vi vil være identitetsskabende - både individuelt og i gruppesammenhænge. Vi er på skolen hele tiden på vej. Vi er ikke statiske og har ikke De Vise Sten, men ønsker hele tiden at udvikle os sammen med de mennesker vi deler vores i dagligdag med; elever som forældre.

Om knap så længe skal 8. og 9. klasse på studietur til henholdsvis Berlin og Krakow. At rejse er at leve; og jeg er sikker på at eleverne i vores overbygning for ”levet” fuldt ud på turene til disse fantastiske byer. Heldigvis har jeg fornøjelsen af at deltage i en af rejserne. Jeg glæder mig til at opleve de unge mennesker i andre sammenhænge end til morgensang, på gangene eller i vikartimer. Jeg glæder mig til at opleve dem ”live” på en inspirerende og spændende kulturel studietur.

I skrivende stund er vi ved at gøre klar til indskrivning af kommende børnehaveklasseelever og førskolebørn. Det bliver spændende at møde vores nye elever for første gang. Mon ikke de er lige så spændte som jeg...

Jeg ønsker jer alle et godt efterår med forhåbentligt mange solskinstimer.

Med venlig hilsen

Joachim Grundtvig
Skoleleder

fredag den 30. juli 2010

Velkommen til et nyt skoleår

Det nye skoleår ligger i lige om hjørnet og jeg glæder mig til at møde alle børn, forældre og personale igen efter en dejlig lang og solrig sommerferie. Jeg håber, at I alle har haft mulighed for at ”trække stikket ud” og få slappet af i familiens nærvær. Mon ikke grillen har været flittigt benyttet i de varme sommeraftener og måske nogle af jer har nydt en overnatning under åben himmel, som jeg gjorde med min datter midt i juli måned.

Og hvad sker der så på Sct. Knuds Skole i løbet af en sommerferie...? Renovering af lokaler, rengøring, oprydning, planlægning, samling af nye møbler etc. Alt det som er meget lettere, når elever og personale ikke er tilstede. Vores pedeller har haft travlt med at gøre klar til skoleåret 10-11. Og så kom der lige en ”bombe” fra regeringens side....!

Min ferie startede desværre ikke ud med ”en lykkes rus”. Da sommerferien nærmede sig sidst i juni måned, måtte vi i ledelsen på skolen desværre i arbejdstøjet pga. for mig at se en horribel beslutning fra regeringens side. Det, som ingen kunne forestille sig, kunne ske, skete! Midt i et regnskabsår ændredes uden varsel det økonomiske grundlag for alle frie skolers drift. Og det lige efter, at den såkaldte GenopretningsPakke var lanceret.

Vi som fri skole skal med største selvfølgelighed være med til samfundets økonomiske genopretning. Alle skal bære byrden og jeg kan acceptere, at vi følger de besparelser, som undervisningssektoren desværre skal igennem de kommende år. Omend jeg er meget uenig i, at det en den rigtige politiske beslutning netop at spare på dette område, specielt set i lyset af, at de frie skoler ikke har noget direkte ansvar for problemernes opståen. De frie skolers tilskud (størrelsen og sammensætningen) fastlægges overordnet ved finanslovens vedtagelse. Dette er der ikke noget nyt i. Det betyder kort fortalt, at når folkeskolen skal spare, så skal de frie skoler også. GenopretningsPakkens metodik betyder for det første, at de frie skoler mister et påregneligt tilskud, og for det andet at de frie skoler risikerer at blive udsat for yderligere nedskæringer, når sådanne skulle ramme de offentlige skoler. Her er det meget vigtigt at pointere, at de frie skoler ikke kan (og skal) drives med profit for øje. Hver en krone går til eleverne. Dertil kommer fjernelsen af det såkaldte befordringstilskud, der rammer meget skævt. I praksis betyder GenopretningsPakken således, at når skolerne har mistet tilskud én gang, så kommer der lige en ”runde to” i den nærmeste fremtid! Men to gange er åbenbart ikke nok. Først i juli kom så tredje bølge. Den senest udmeldte og skammelige 1,2 procents reduktion af skolernes tilskud i 2010 midt i finansåret med TILBAGEVIRKENDE KRAFT har naturligvis de samme kedelige konsekvenser som GenopretningsPakken. Tiltagene betyder, at børnefamiliernes økonomi rammes ekstra hårdt. Men værre er det, at de stærkt forhøjede skolepenge, der kan blive resultatet af de to nedskæringsrunder, alt andet lige har den meget kedelige konsekvens, at de frie skoler risikerer at blive mere ”elitære”. Det er en udvikling, jeg på alle måder vil bekæmpe. De frie skoler og specifikt Sct. Knuds Skole ønsker at være et skoletilbud for alle...!

Dele af de faktuelle informationer i ovenstående fremgår også af skrivelse fra Privatskoleforeningen til Undervisningsministeriet ultimo juni/primo juli.

Hvilke konsekvenser ovenstående får for Sct. Knuds Skole vil vi i bestyrelsen og ledelsen arbejder på i de kommende måneder. En ting skal dog altid stå helt klart...! Vi driver skole for børnenes skyld og vi vil fortsætte vores investeringer i undervisning og pædagogiske tiltag til gavn for vores mange elever. Vi vil, i samarbejde med elever, forældre, personale, være i kontinuerlig udvikling og sammen skabe vores moderne og innovative skole. En skole hvor man ikke bare bliver til noget, men også til NOGEN...

Med ønsket om et fantastisk skoleår til alle

Med megen sol og glæde

Joachim Grundtvig
Skoleleder

mandag den 31. maj 2010

Fantastiske oplevelser på en skole med masser af energi

De sidste mange måneder har været fuld af masser af energi på Sct. Knuds Skole.

De skriftlige afgangsprøver er vel overstået efter at 9. og 10. klasse har knoklet både om formiddagen og om de eftermiddagen ved eksamensbordene. Mange klasser har været lejrskoler og vores førskoleklasse er kommet godt i gang på skolen og trives sammen med resten af skolens elever.

9. og 10. klasse har ligeledes afholdt deres sidste skoledag inden læseferien og på denne dag viste vores store elever, hvordan vi alle - store som små, kunne have det sjovt sammen. Selv om vi nok aldrig kommer til enighed om resultatet på rundboldkampen mellem elever og lærere, så er jeg ret sikker på, at lærerne vandt stort....☺

Lørdag den 29.05.10 havde vi på skolen en projektarbejdsdag for forældre, bedsteforældre, ansatte og elever. Dette var en fantastisk dag med masser af god stemning og positiv energi. De voksne fik fuldført mange projekter, mens børnene legede i haven. Vi grillede ved frokosttid sammen med menigheden, som havde lavet mad til os alle sammen. Tusind tak for den store opbakning ved arrangementet. Sammen kan vi løfte stort set alle opgaver til gavn for skolens elever og skolens videre udvikling. Jeg er en stolt skoleleder.

Fra skrivende stund og frem mod sommerferien vil der på skolen være meget stort fokus på FSA- og FS10-prøverne for 9. og 10. klasse. Indskolingen og 6. klasse skal på lejrskole og jeg er sikker på, at der vil blive hygget ved de mange afslutningsfester i de forskellige klasser. Haven, skolegården og grillen er i hvert fald booket i det meste af juni.

Jeg håber, at vejret begynder at blive bedre, så vi rigtigt kan komme ud og nyde varmen. Jeg ønsker, at alle afgangsklasser får en god oplevelse ved eksamensbordene. Jeg glæder mig til at sommerferien om ganske kort tid indfinder sig på skolen, så vi alle kan nyde sommeren sammen med vores familier.


Med megen sol og glæde

Joachim Grundtvig
Skoleleder

tirsdag den 9. marts 2010

At rejse er at leve...

Det gamle citat af H. C. Andersen passer perfekt til Sct. Knuds Skole. De mange lejrskoler, studieture og sprogskoleophold i ind- og udland, som vi hvert år oplever sammen med vores elever er en del af den vigtige dannelsesrejse, som vi på skolen ønsker at alle elever skal udfordres til at deltage aktivt i.

Berlin, Skagen, London, Barcelona, København, Düsseldorf er nogle af de destinationer, som er på programmet i årets løb. Oplevelses- og dannelsesture er en fast del af kulturen på Sct. Knuds Skole og i 10. klasse kommer der en ekstra dimension på udlandsrejserne; nemlig undervisning på internationalt anerkendte sprogskoler samt privat indkvartering ved værtsfamilier i England.

I skrivende stund er 10. klasse på vej til Crystal Palace, London. Udover sprogundervisningen får eleverne mange kultureelle oplevelser – FA Cup fodbold mellem Chelsea og Stoke, Musicalforestillingerne THE LION KING og WE WILL ROCK YOU, Houses of Parliament, Big Ben, London Eye, Westminster Abbey, Saint Pauls Cathedral, British Museum, Buckingham Palace og meget, meget mere. Og mon ikke der bliver tid til en lille tur eller to på Oxford Street, hvor der kan shoppes igennem...☺

9. klasse er ved at gøre sig klar til deres afrejse til Barcelona. Her er der også et stort program, så det bliver helt sikkert nogle trætte unge mennesker der kommer hjem fra studieturen. Klassen skal opleve det helt fantastiske Camp Nou, da de har været heldige at få billetter fodboldkampen Barcelona –Valencia i Primera Division. Museer og en masse andre kulturelle seværdigheder skal selvfølgelig også opleves og mon ikke der skal besøges nogle spændende restauranter.

Når vi nærmer os maj-juni vil resten af skolens klasser ligeledes af sted på lejrture. Jeg er sikker på, at både elever og lærere glæder sig. Jeg er lidt misundelig over ikke at skulle af sted...☺

Med megen sol og glæde

Joachim Grundtvig
Skoleleder